|
.
|
Fensale laver skræddersyede, historiske, autentiske dragter fra forskellige tidsperioder,
med hovedfokus på middelalderen.
Fensale er et projekt, startet af 2 liverollespillere og middelalder entusiaster i DK - nærmere betegnet
i Ribe; Landets ældste by! Oprindelig var ideen, at vi ville højne de lokale liverollespil foreningers
kostumestandarder ved at tilbyde gode og fede kostumer, men som med så meget andet her i livet, bliver tingene
gerne kørt ud på et sidespor. Vi besluttede os derfor for, at vi ville højne standarden i hele
landet.
Da vi begge er aktive i det danske middelalder reenactment miljø, har vi nogle gode venner rundt omkring
i diverse organisationer/foreninger. Disse kammersjukker(sjukinder) var straks med på, at ville købe
sig nogle dragter, såfremt vi ville levere dem i originale snit og i historisk korrekte materialer.
Vi har udnyttet muligheden for at suge erfaringer fra og specielt Sambuca med den gode Peter og den fromme Dorte...
eller er det omvendt? Hvorom det end måtte være med de to rare mennesker (også kendt som Venditio) vil vi fremover
fortsat levere gode dragter og diverse tilbehør i gode solide materialer til enhver, der måtte lyste
at erhverve sig noget sådan. De rare sjæle fra Horsens, gave os også mod på, at deltage
i middelaldermarkeder rundt omkring i det danske land.
Det har nu udmøntet sig i, at vi designer og syr tidstro dragter til det danske middelalder miljø
(og naturligvis turisterne ved forskellige arrangementer). Vi ligger inde med en større samling originale
snit, som vi ofte tager udgangspunkt i når vi skal designe noget nyt, men vi bruger lige så ofte kalkmalerier
og andre bevarede kilder fra middelalderen, til at kunne genskabe historiske klæder.
Vi har med tiden opbygget en stor viden om rolle/race bestemte liverollespilsdragter, vikingedragter, middelalderdragter,
renæssance dragter, samt brugen og plejen af uld, hør og råsilke. Vi laver alt lige fra broger
(underhoser), landsknægte, armeringsjakker og store renæssancekjoler.
Du siger hvad du vil have, vi leverer det!
Ideen med det hele er ikke, at vi skal kunne leve af det, men da vi skal have dækket udgifterne ved dragterne,
hjemmesiden her, den megen rejsen rundt o.s.v. samt ikke føler for, at sidde og sy for hele landet ganske
gratis, vil vi naturligvis have nogle gode solide danske mønter for vores arbejde... men i vores egne øjne,
er vi såmænd ganske billige prismæssigt - specielt når vi tager kvaliteten af vores dragter
i betragtning!
Navnet Fensale
Ifølge vores nordiske mytologis overlevering er Fensale huset, hvori Frigg boede.
Frigg var gift med Odin og hendes visdom var næsten så stor som hans. Hun var gudinde for ægteskabet
& den vilde natur og netop den vilde natur er en vigtig del af Fensale.
Vi tror på, at naturens egne materialer og metoder er de, der giver det bedste resultat, der ikke bare holder
længst, men også ser bedst ud.
Vi bruger originale vikingetids- og middelalder mønstre, de naturlige & grove råmaterialer, samt
en naturfarvning af dragterne. Vi kombinerer den moderne tids teknologi (symaskinen) med den ædle kunst at
håndsy sagerne. Disse ting giver til sammen et "ægte" viking/middelalderlig udseende, samt
en god og slidstærk kvalitet.
Mottoet
Vestificus Temporis er ikke et gængs latinsk ordspil, men ved hjælp af kasus og en meget dygtig latinkyndig,
har vi fået fremelsket et motto, der oversat betyder "Skrædder af tiden", "Tiden skrædder"
og "Skrædder igennem tiderne". Det latinske motto er tilføjet Fensale, for at vise at vi
fremstiller både vikinge,- og middelalderdragter. |
|
Opdateret tirsdag d. 24/07-2007
|
|